Et af de områder vi berører på COLO HR Konsulentuddannelsen, er personprofiler. På COLO HR Konsulentuddannelsen benytter vi DISC modellen; et forskningsbaseret profilværkstøj, som bruges til at beskrive menneskers individuelle adfærd, præferencer, styrker, udfordringer og potentialer. Teorien bag er grundlagt af psykolog og professor William Moulton Marston. Du kan læse mere om DISC adfærdsanalysen her: Hvad er DISC?
DISC profilerne består af fire adfærdsprofiler, nedenfor får du et indblik i adfærdsprofilen D (Dominance). Kan du spotte dig selv, dine kollager eller leder i beskrivelserne?
Adfærdstypen D - Dominance
Før vi går i gang med profilbeskrivelsen af adfærdstypen D, er det vigtigt at understege, at personprofilerne er karikerede for at give en bedre forståelse af adfærdstyperne. Derudover bør man altid huske på, at vi hver især rummer elementer af alle fire adfærdstyper, men at der vil være en overvægt af en, to eller tre af de fire adfærdstyper. Der er derfor ingen, som er et ”rent D”. Hertil skal det understreges, at profilbeskrivelsen giver en god forståelse af forskellige sider af adfærdstypen, men at den absolut ikke viser hele personligheden og bør derfor aldrig stå alene.
D for DOMINANS
Resultatorienteret
Ambitiøs
Beslutsom
Viljestærk
Målrettet
Konkurrencedrevet
Effektiv
Direkte
Problemløser
Styrker
Adfærdstypen D er yderst resultatorienteret, konkurrencedrevet, bestemt og ikke mindst viljestærk. De har en dominerende adfærd, som typisk fylder rummet. De er fyldt med styrke, beslutsomhed og selvtillid- og det er der en grund til. Vi har at gøre med en slagkraftig person, som altid er klar på nye udfordringer og som uden at blinke, sætter gang i ambitiøse projekter. De har ofte fokus på målet og hvordan de kan nå derhen på den hurtigste og mest effektive måde. Det vigtigste for denne adfærdstype er derfor resultatet. Adfærdstypen D er bevidst om sine styrker, de har stærke overbevisninger og er ihærdige. Det driftige, modige, beslutsomme og ambitiøse D, er helt afgørende for, at nye mål sættes, jagtes og nås og kan derfor ikke undværes på holdet.
Motivation
Personlighedstypen D motiveres af nye udfordringer. De elsker at igangsætte nye projekter og jagte nye mål med høj energi og målrettethed- og det kan kun gå for langsomt! De har ikke det store fokus på fællesskabet, men derimod egen fremgang. De tager gerne styringen og mestrer at tilpasse sig og kontrollere omgivelserne, situationen og andre, så de får det ønskede resultat. Omvendt bryder de sig ikke om at bliver kontrolleret af andre. For at holde motivationen oppe hos adfærdstypen D er det derfor vigtigt, at give dem ansvar og alt den bevægelsesfrihed de har brug for.
Sådan kommunikerer du effektivt med adfærdstypen D
Adfærdstypen D har en direkte kommunikationsstil og der tales ofte mere end der lyttes. Der er altid fokus på sagen og minimal plads til unødig snak som sjove historier, jokes eller ligegyldige nyheder og hyggesnak. Ligesom de heller ikke vil sætte pris på den meget detaljerede præsentation af din risikovurdering af et projekt. Kort sagt er der ikke meget plads til sniksnak og bekymringer. For at kommunikere effektivt med denne adfærdstype, er det vigtigt at man hurtigst muligt kommer til sagen- og holder sig til sagen. Jo mere handlekraft og beslutsomhed du viser, desto mere villige er D'et til at lytte. Det vil være en fordel at være godt forberedt inden samtalen, så fordele og gevinster ved dit løsningsforlag, projekt eller investeringsforslag kan fremhæves på en hurtig og effektiv måde. Formår du samtidig at være kvik med dine svar og argumenter, vil du opleve at dit budskab slår igennem hos D'et. Udfordringer og løsningsforlag er altid velkomne, men bliv ikke overrasket, hvis adfærdstypen D, alligevel ønsker at gøre det på sin egen måde. Hvis du lykkes med at holde fokus på opgaven og samtidig leverer en stærk løsning på den halve tid, kan du forvente et anerkendende klap på skulderen - og så er det videre til næste projekt.
Udfordringer
Adfærdstypen D bryder sig ikke om at være afhængig af andre, detaljerytteri eller mangel på fokus. langsomhed og rutinepræget arbejde er nogle af de faktorer, som dræner D'et. Hvis der er noget, som de ikke bryder sig om, er det at være tvunget til at samarbejde med ubeslutsomme, langsomme og hyggesnakkende mennesker, som ubekymrede laver gentagende fejl.
Måler du ikke selv højt på D, er det ikke underligt hvis du opfatter D'et som både dominerende, utålmodig og måske endda arrogant. Du skal dog ikke lade dig skræmme over deres dominerende adfærd, for er der noget i verden som de frygter, så er det at mislykkes. Deres trang til at træffe beslutninger og kontrollere andre er ofte deres overlevelsesmetode for at sikre succes og fremgang. Det værste du kan gøre for at demotivere adfærdstypen D, er derfor at fjerne alt mulighed for at træffe beslutninger og kontrollere situationen.
Artikel af: Diadem Yildirim
Comments